Historien om brolægning

Brolægning er den ældste form for vejbelægning. Ældre end vor tidsregning. I Grækenland, Rom og Lilleasien finder man rester af oldtidsveje, som er belagt med tilhuggede sten. I Danmark finder vi enkelte mindre brolagte vejstrækninger fra oldtiden. Især veje i blød jordbund, hvor man med sten har søgt at gøre dem mere stabile og trafiksikre for vogne og ryttere.

Man har ingen angivelse af, hvornår brolæggerfaget opstår som egentlig håndværksfag, men det sker sandsynligvis allerede i 1300-tallet. Efter 2. verdenskrig kom brugen af beton sten rigtig igang. I Holland blev der før benyttet teglsten, men pga. efterspørgelsen til disse til genopbygning af huse, efter krigen valgte man at bruge betonsten på veje.

I Tyskland voksede brugen af beton sten hurtigt, så man begyndte at udvikle stenene, og i midten af 50'erne blev den første sten med låsevirkning introduceret. I dag findes der flere 100 forskellige former for beton sten og fliser.

Den første brolæggermester vi kender er Per Jensen Brolægger, som Brolæggerstræde er opkaldt efter fordi han i 1500-tallet købte flere ejendomme i gaden.

Hans søn, Jens Brolægger, blev i 1520 borgmester i København. På Christian IV's tid var de fleste gader i København knoldebrolagte. Først 100 år senere gik man over til tilhuggede firkantede sten, som vi kender i dag.

Bortset fra tøjet har selve brolæggerarbejdet ikke ændret sig meget siden 1500-tallet. Der bruges stadig “kraveknap” (en lille skammel) og chausséhammer, når der “sættes” sten.